Er du national-konservativ?

Begrebet dækker over, at vi i Danmark er hævet over alle andre lande og vi danskere alene ved bedst. Internationale aftaler skal kun overholdes, når det er i vores interesse.

 

Det korte svar:

Nej!

 

Det lidt længere svar:

Tager man ordene hver for sig, så er de såmænd meget sympatiske. Ja, jeg er national, jeg holder med landsholdet. Ja, jeg elsker Danmark. Jeg er såmænd også konservativ i den forstand, at enhver beslutning skal hvile på tidligere erfaringer og beslutninger. Revolution og drastiske indgreb – det er ikke mig.

 

Men national-konservativ, det er jeg altså ikke.

"At være sig selv nok” - det kan man som et lille land, der er afhængig af samhandel, ikke overleve på. Vi har en af verdens største handelsflåder. Vi må aldrig blive os selv nok. Vi skal handle med omverdenen, for vi kan ikke alle leve af at klippe hinanden.

Hvorfor har de national-konservative holdninger så vind i sejlene, ikke bare i Danmark, men i hele Europa? Desværre fordi det er lettest at få ørenlyd med holdninger som: 

  • ”Vi skal forbyde omskæring af drengebørn i Danmark uanset resten af verden”.
  • ”EU vil bestemme alt – selv hvor meget agurker må krumme”.
  • ”EU er skyld i, at vi skal sende børnepenge til rumænske jordbærplukkere”.
  • Osv.

 

Mange partier ligefrem dyrker mistilliden til EU med sådanne letkøbte argumenter, som jeg mener er småting i det store billede (men som selvfølgelig skal rettes). 

 

Derimod bliver det meget sværere at argumentere for hvad EU, NATO og andre organisationer giver os. Fred i vores del af verdenen tager de fleste for givet, fordi vi ikke har prøvet andet i vor levetid, men fred er ikke en selvfølge. Den skal der kæmpes for, og det sker via EU, NATO og samhandel.

 

Desværre ser vi et helt folketing – også mit parti – være presset af national-konservative holdninger, som i deres ekstreme form kun findes i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, men som nu har fået en ny bannerfører i Mette Frederiksen. Hvad gør man ikke for at fiske stemmer?

 

Det er altså en dødsensfarlig strategi. National-konservatisme i yderste konsekvens har medført de største tragedier i Europa de seneste 100 år.